Besøg i Spøgelsesgrotten

 

Jeg er ankommet til den lille landsby Vang Vieng i det centrale Laos, ca. 4 timers kørsel nord for hovedstaden Vientiane. Landsbyen ligger i utroligt smukke omgivelser der indbyder til udforskning af hele området, og jeg har derfor besluttet mig for at leje en cykel i landsbyen og udforske de små landsbyer og mange grotter i området.

Jeg har fået min cykel hos den lokale cykelhandler og leder nu efter en måde at komme over den lille flod der adskiller landsbyen fra de omkringliggende bjerge, på. Det er ikke helt så nemt som jeg tror, men efter flere forsøg finder jeg et sted i landsbyens udkant hvor man kan blive sejlet over. Turen over den lille flod foregår i en kano der ligger meget lavt i vandet, ret meget mere vægt og kanoen sammen med min cykel og jeg går til bunds...

Sikkert ovre på den anden side af floden cykler jeg derudad. Landskabet er helt fantastisk, endeløse rækker af rismarker bliver kun brudt af små grønne limstensbjerge, og nu og da en lille landsby med små familier og store vandbøfler. Uden for de små landsbyer er der ekstremt fredeligt og på nær et par enkelte vandbøfler er her helt mennesketomt. Efterhånden når jeg langt væk fra Vang Vieng, og i en lille landsby stopper jeg for at få en tår at drikke. Helt uciviliseret er det ikke, så vand på flaske kan jeg købe. Jeg fortsætter min cykeltur derudad, og jeg kommer til endnu en landsby. De lokale tilbyder at se efter min cykel mens jeg kan gå den sidste kilometer op til en stor grotte.

Længere fremme er grusvejen spærret da en hel sø er fremkommet midt på et stykke af vejen der ligger lavt. Jeg aner ikke hvor dybt der er, og mens jeg står og grubler over hvordan jeg kommer videre uden at skulle vade gennem våde rismarker, kommer en venlig bonde pludselig frem fra ingenting og vinker mig hen til ham. Han traver gennem den lille sø på vejen, og jeg følger efter ham. Vandet går helt op mit underliv!

Jeg når gennem vandet og videre hen til bjerget hvor grotten ligger. En lille sti er hugget ind i klipperne. Jeg kravler nærmest op ad klippen, stien er smal og junglen gror tykt omkring mig. Grottens åbning er lille og mørk. Jeg går ind i grotten, som for øvrigt er hjemsøgt af ånder ifølge lokale sagn. Inde i grottens midte står et lille guldbelagt tempel. Her er lidt uhyggeligt.

Ude igen går turen hjemad, forbi de samme smukke bjerge, rismarker, landsbyer og floder. Vang Vieng er tæt på at være et jordisk paradis...

 

Note: Dengang tilbage i 2001 hvor jeg besøgte Vang Vieng havde man endnu ikke opfundet tubing og teenage backpackers der drak sig fra sans og samling var endnu ikke nået hertil. Vang Vieng var i det hele taget et rent Shangri-La hvor landsbylivet levedes som i de sidste århundreder. Sådan er det desværre ikke længere.