Forførelse i Salvador

Brasilien. Februar 2007.

For anden gang i mit liv besøger jeg Salvador. Under mit første besøg i byen tre år tidligere var jeg ellers blevet udspurgt til en turistundersøgelse om jeg ville vende tilbage til Salvador. Den gang svarede jeg ret overbevisende "nej" - dels fordi, som jeg sagde "at der var så mange andre steder i verden jeg ville se" og dels fordi jeg dengang følte Salvador intimiderende og vild, forfalden og fjern fra resten af verden. Som en afgrund jeg ikke kunne forholde mig til, men et eller andet måtte Salvador alligevel have gjort ved mig, for nu var jeg kommet tilbage, tre år efter.

Som første gang jeg var i Salvador, bosætter jeg mig i den gamle bydel Pelourinho. Endnu engang bliver jeg betaget af de pragtfulde kirker og de mange pastelfarvede bygninger der skråner sig op ad det lille bjerg som bydelen ligger på. Det hele er så utroligt pittoresk at man af og til må knibe sig i armen. Dog er her sket en del siden sidst, nu ligger her små vandrehjem over det hele og de er proppet med turister af alle slags, caféer - både med internet og uden - ligger der lige pludselig også mange af, og de små gallerier som for tre år siden solgte flotte håndmalede billeder sælger nu alle næsten identiske billeder. Pludselig savner jeg "de gamle dage", men alligevel finder jeg vej til mit gamle hotel. Den nye konkurrencesituation taget i betragtning er det imponerede det stadig eksisterer. Et værelse med pragtfuld udsigt over en af pladserne koster det samme som en seng i en af sovesalene længere oppe ad gaden. Her er det hele så dejligt nedslidt men alligevel funktionelt.

Man kan bruge dagevis - hvis ikke nærmere årevis - i Salvador, på bare at slentre op og ned af de smalle gader, mødes med de varme brasilianere, de svedige rytmer, den krydrede mad, den stolte historie og de ældgamle afro-brasilianske traditioner. En tilfældig tirsdag sætter jeg mig i en plasticstol på Praca Terreiro de Jesus, de lokale er ved at sætte højtalere op til aftenens fester og en lind strøm af reggae akkompagneret med en kold brasiliansk øl og en bagende sol gør virkelig underværker for sjælen. En ældre atletisk og meget lille herre med gråt krøllet hår kommer hen til mig og begynder at snakke løs, han er Cebolinha, den store Capoeira Mester, som i sin ungdom var en berømthed i byen. Hans bedrifter bliver bekræftet af fotos og de lokales anerkendende nik. Cebolinha mener nu godt at en stivbenet gringo som jeg kan trænge til at lære lidt af hans kunstner, så han overbeviser mig om nytten af lidt eftermiddagsmotion. Vi vandrer ud af Pelourinhos restaurerede bydel, og går hen til den lukkede port på et monstrum af en faldefærdig dystert udseende kirke. I skyggen af kirkens knejsende tårn modtager jeg min første time i Capoeira træning, mine begrænsede rytmiske evner nyder godt af Cebolinhas vejledning. Det er en forunderlig time, men til sidst godt svedig og med begyndende vabler på de bare fødder, trækker jeg mig tilbage.

Tilbage på pladsen løber jeg ind i en venlig ung mand, Ricardo, hedder han. Jeg har mødt ham tidligere gennem et par norske piger. Gennem ham bliver jeg så introduceret til nogle af de lokale kunstnere. Det er to unge gutter der hver dag sidder på gaden og laver kunst ud af de materialer de nu engang har, det er nogle hyggelige mennesker der virker meget kloge på livet. De knokler i timevis og får meget lidt igen, men deres gæstfrihed mangler ikke noget, og siddende på jorden sammen med dem bliver jeg introduceret til kæresten, får del i deres mad og snakker godt og længe og meget forskelligt.

Aftenen er ved at nærme sig, og efter et par dage i Salvador er mine vennekreds vokset til snart tyve mennesker, alt fra brasilianere, colombianere, argentinere, chilenere, italienere og nordmænd. Der bliver flere lejligheder til at skåle den aften, og med live musik fra den primitive scene på pladsen får vi alle trænet i den forførende livsstil der er her i Salvador. For Salvador er ren forførelse, og hvis jeg var blevet spurgt denne gang om jeg ville vende tilbage til Salvador ville jeg sige "ja, for jeg har glemt min hjerte i Salvador".