En cykeltur i Kina

 

Forestil dig et Kina som i digtene, endeløse rismarker brudt af små limstensbjerge og stille floder der krydses på små træbroer, fredelige landsbyer befolket af gamle og børn. Forestil dig et mytisk land hvor Buddhas og Konfucius lære dyrkes i små templer og hvor levende drager flyver højt over himmelen. Dette er Yangshuo.

Området er kendt for sine limstensbjerge der skyder op som hårnåle i tusindvis over et kæmpe område der i realiteten går helt fra det nordlige Vietnam til et godt stykke op i det sydlige Kina. Det var her i dette eventyrlige landskab at jeg fik en af de bedste naturoplevelser i hele mit liv. 

Jeg havde mødt en australier, Mike, på en kro en aften i Yangshuo. Efter en kort snak spurgte han mig om jeg havde lyst til at tage med ud og cykle dagen efter. Det havde jeg, og den næste morgen lejede vi cykler, jeg fik en mountainbike mens Mike fik en gammel dame cykel.

Det startede stille og roligt, vejret var godt, og vi var snart ude af den lille by. Her drejede vi af et mere eller mindre tilfældigt sted, og snart kørte vi på nogle små grusede stier, passerede små landsbyer og uendelige rækker af rismarker.  

Efterhånden som vi cyklede derudad blev landskabet mere og mere eventyrligt. Vi drejede igen af, ned ad en lille sti som løb mellem rismarkerne. Stien var højst en halv meter bred og man var virkelig langt ude på landet. Pludselig væltede Mike foran mig, og styrtede med oppakning og hele molevitten. Der lå han så, nede i en rismark med cyklen oven på sig. Heldigvis for Mike var der ikke vand i rismarkerne, så han blev ikke våd. Efter flere minutters latter kom vi op på cyklerne igen.

Turen fortsatte, vi krydsede små floder og kom til små landsbyer hvor de lokale råbte ”Hello!” hele tiden. Efterhånden nåede vi langt væk, og det var ved at være eftermiddag. Vi overvejede om vi ikke skulle begynde at vende hjemad for det blev mørkt ved syvtiden, og desuden var det begyndt at småregne. 

Ifølge vores kort var vejen hjem nogenlunde ligetil, det var en asfalteret vej, så det burde ikke være det store problem. Da vi efter en god times tur i nu silende regn og via små stier nåede pladrede og våde frem til den asfalterede vej opdagede vi, at nok var vejen asfalteret, men den gik over bakker og bjerge, og stigningerne på ruten ville vel i Tour de France sammenhæng blive klassificeret som kategori 3, men heldigvis var strækkene ikke så lange. 

Mike skubbede mig mens han slæbte sig selv op af bjerget, nogle gange stod jeg af, og Mike fortsatte. Det var tydeligt at se hvem der var i bedst form. Nedstigningerne havde jeg dog bedst styr på, og jeg susede med meget høj fart ned af bjergene i håb om at der ikke kom en modkørende bus omkring det næste sving.

Undervejs opad gik jeg kold flere gange og kun Mikes venlige skub opad hjalp mig videre. På et tidspunkt måtte jeg dog stoppe op i en lille landsby da jeg ville forsøge at forhandle mig frem til en aftale med de lokale om at de kunne køre mig tilbage til Yangshuo. Men den lokale vognmand havde pause og ville desuden have overpris for ulejligheden, så jeg måtte på den igen.

Det var mørkt da vi kom hjem, vi var fuldstændig mudret til og gennemblødte da regnen de sidste par timer havde silet ned. Men turen havde været fantastisk mindeværdig.