En Tur Med Linje 201

 

Det er tid til at begive mig videre fra San Salvadors virvar af osende biler og gadehandlere. Jeg ser frem til at komme herfra, San Salvador er en rå fornemmelse som man tage sig i agt for. Bevæbne vagter, paramilitære grupper, sikkerhedsstyrker, politi og bander kæmper alle om at vise deres våben frem og kræve deres ret til at bestemme. Mit mål er derfor Santa Ana, El Salvadors næststørste by. El Salvador er et lille land og bus-nettet er intensivt udbygget men meget forvirrende, busser kører alle vegne fra og hver by har op til flere busstationer og mindst 400 busselskaber. Jeg tager en kort taxatur til busterminalen der er angivet i min bog, jeg bliver sat af et sted der overhovedet intet har med en busterminal at gøre og først efter vejledning fra de lokale finder jeg vej gennem det lokale kødmarked og hen til terminalen - som i vanlig latinamerikansk stil bare er en blanding af tilfældigt parkerede osende busser. Linje 201 mod Santa Ana holder heldigvis lige foran mig, og snart tøffer bussen af sted, jeg betaler min billet og siger "Santa Ana", konduktøren nikker.

Ud over at alle stirrer på mig i bussen går det uden problemer. Efter et nogle timer og en masse små stop - uden at komme i nærheden af nogen større by -  kigger konduktøren underligt på mig og siger "Santa Ana" - og peger i retning tilbage... "Nå for pokker, hvordan kunne jeg overse landets næststørste by" tænker jeg. Jeg hopper af ved næste stop og regner med at tage en taxa det korte stykke tilbage til Santa Ana. Men her er ingen taxaer, kun en ældre kvinde. Som alle Salvadoreanere er hun dog meget hjælpsom og hun får læsset hende selv og undertegnede op i næste bus, tilbage mod Santa Ana. Jeg viser hende adressen i min guidebog, hun kender ikke hotellet. Nå, men vi stiger af inde i noget der minder om centrum af Santa Ana, en kaotisk lille plaza. Hun traver lidt rundt med mig og snakker om alt muligt jeg ikke kan forstå, mens jeg selv scanner videre for en taxa, men Santa Ana er åbenbart taxafri zone. Og jeg aner ikke hvor jeg er. Endelig prøver den ældre kvinde at spørge andre efter en taxa, og vi trasker ind i en baggård hvor der holder en gammel bil med en mand der sover på forsædet. Han vågner, og damen fortæller navnet på mit hotel, han nævner en pris, fire dollars, og den bagende hede og den tunge oppakning taget i betragtning accepterer jeg overprisen. Vi kører begge med taxaen indtil hun pludselig skal af, jeg siger tak og hun siger farvel. Chaufføren sætter mig af ved hotellet og jeg ånder lettet op. El Salvador er et venligt og smukt land, trods alt.