Tudser og Brasilianere

 

Jeg er i Lencois, en lille søvnig stationsby i det centrale Bahia, Brasilien. Bahia er kendt verden over som den store afro-brasilianske delstat der er som et vulkanudbrud af kultur og natur, men de fleste mennesker oplever kun de smukke byer ved kysten. Der er mere ved Bahia en blot strande og langt inden i delstaten finder man den lille by Lencois.

Rejsen til Lencois går over det knastørre Sertao område hvor kun magert kvæg kan overleve og Lencois virker som en destination på den anden side af et stort hav. Byen er ikke meget mere end et lille torv, den obligatoriske kirke og et par mondæne bygninger fra dengang der var diamanter i området. Diamanterne har lagt navn til nationalparken Chapada Diamantina som er et ufatteligt skønt og barsk område hvor tablemountains knejser op ad det enorme brasilianske indre. Jeg har været her et par dage og har mødt Jacy og hendes lillebror Alfonso. De er to venlige unge mennesker der drømmende arbejder sig gennem livet i denne fremtidsløse del af Brasilien. Det er blevet aften og regnen styrter ned, hele byen er nærmest lukket ned, og der er ingen mennesker på gaden, kun regn der styrter ned. Og mørke.

Jacy og Alfonso møder mig på et lille cafeteria med lysstofrør og plasticstole, hvor Jacy serverer og da hun er færdig med arbejdet, slæber de mig af sted gennem den mørke og meget regnfulde aften. Vi kommer hurtigt til udkanten af byen, og her er for det meste simple rækkehuse og mudrede veje. På vejen vogter, på denne regnvejrs aften, enorme tudser store som katte og sørger for at ingen uvelkomne småkryb kommer på tværs.

Da vi er nået til byens udkant går vi ind i et simpelt hus med en bar og med et projektor anlæg der spiller Bob Marley musikvideoer. De unge brasilianere og et par af deres venner som allerede var på stedet synger hurtigt med, og efterhånden som de billige lokale øl og lidt snacks bliver serveret stiger sanglysten. Inden længe er regnen glemt og der danses reggae og synges. Jeg selv øver lidt portugisiske gloser med den nærmeste og nyder et par øl og funderer over hvor simpelt mennesker kan leve og hvor let de kan glædes.

Et par timer efter tøffer en gammel politibil op ved siden af huset og et par af de unge drenge stiger ind, det er deres far der kommer for at køre dem hjem, og lidt efter lukker stedet. Jeg slentrer hjem i regnen, forbi tudserne, og ind i mit simple gæstehjem. Døren er låst så jeg må kravle ind ad et vindue. Et par gloser portugisisk klogere og med lidt reggaerytmer strømmende gennem kroppen falder jeg i søvn.