Havana Nights

 

La Habana, Cubas navnkundige og magiske hovedstad. Jeg er endelig ankommet til byen, noget som jeg længe havde set frem til. Havana er en mærkelig blanding af fjern og nær fortid, fremtid, nutid og altid. Man ligger straks mærke til den gamle men nyrestaurerede koloniale arkitektur i Gamle Havana. Her vandrer turister i flok, og på skift bliver de fleste på et eller andet tidspunkt antastet af byens mindre moralske elementer. Langs og parallelt med La Malecon - promenaden der ligger faldefærdigt hen og hvor havet pisker ind -  Centro Havana, den ualmindeligt faldefærdige og alligevel charmerende bydel hvor "folket" lever. Længere ude af La Malecon ligger Vedado, hvor 30ernes forbrydere, diplomater, forretningsfolk og meget mere forlystede sig inden revolutionen sagde stop for legen. Jeg er havnet på et standard hotel i Centro Havana, det er allerede blevet aften og mørkt. Jeg finder mig til rette på mit værelse og slapper lidt af.

Ved otte-tiden er jeg blevet sulten og jeg går ned i hotellets restaurant. Jeg er den eneste gæst i denne statsejede restaurant. Godt sulten bestiller jeg en portion kylling med ris. Jeg får lidt af en chok da maden bliver serveret, et stykke magert kyllingelår og det der svarer til en spiseske-fuld ris, uden grønt til. Kommunismen har sat sit præg på Cuba. Et par minutter efter er maden væk og lidt fortvivlet går jeg sulten ind i hotellets røgfyldte bar. Et underligt utiltalende sted hvor man sidder med følelsen af at alle der kommer her er relateret til Stasi eller en anden form for autoritær instans. Jeg får en hurtig kold øl og smutter,  jeg må videre tænker jeg. Straks jeg træder ud af hotellets hoveddør bemærker jeg en anden verden, den lidenskabelige cubanske salsa der strømmer ud fra snart hvert et hus. Forventningsfuld begiver jeg mig ud, gadebelysning er her ingen af og natten er kulsort. Jeg kan dog skimte grupper af mennesker på gaderne, og musikken der strømmer ud fra primitive lejligheder sætter gang i alles rytmer. Ind i mellem kommer jeg forbi et hjem i stuehøjde hvor jeg kigger diskret ind, cubanerne danser som de færreste professionelle kunne have gjort det. Jeg aner ikke rigtigt hvor jeg skal hen og slentrer rundt i noget tid og når på et tidspunkt til et lille sted der lukker tidligt og hvor tjeneren Denys - en livlig sort hip-hop type fortæller mig at komme igen i morgen. Jeg finder derefter et kedeligt cafeteria hvor jeg drikker endnu en øl. Træt efter flyveturen beslutter jeg mig for at gå hjem.

Næste aften, efter en dags vandring gennem Havana, er jeg besluttet på at tage ned på Denys' sted igen, stedet virker på en måde som det ægte Cuba, og stedet hvor jeg skal hænge ud. Med benene på nakken og ud i mørket igen, med salsa som konstant baggrundsmusik, finder jeg igen mit sted, Casa de la Trova. Klokken otte åbner døren til dette lille hvidmalede rum med lysstofrør og dårlig rengøring. Stedet er et fristed for alle slags kunstnere hvor de kommer og optræder gratis hver aften. Denys anbefaler mig stedets eneste drink, en klassisk mojito serveret i hvide plasticglas. Jeg sætter mig ved et bord og snart er aftenens kunsterne samlet ved mit bord, alle hilser pænt på alle, og enkelte tror jeg også skal optræde. Efterhånden kommer der også lidt gæster. Stedet er indrettet lidt som en kirke, med bænke rettet op mod kunstneren. Gæsterne sidder stille og venter på den første optræden, en guitarist der teatralsk spiller et par numre. Næste kunstner er en poetisk sanger, og så en tryllekunstner. Denys går rundt med Mojitos til gæsterne. Når der er tid kommer Denys - der erhverver sig som "sælger af gamle billige ting" og tjener - og snakker med mig og venskabet mellem ham og jeg vokser.

Havanas nætter har det med at blive til en lang forførisk dans med sjælen og Casa de la Trova er så oprigtigt et sted at jeg kommer der igen den næste aften. Denne aften byder udover den sædvanlige lineup også på et kærligt møde med en lille mulata og hendes mor, jeg kender dem dårligt nok, men den lille ni-årige pige som åbentlyst synes jeg er en hyggelig person at hænge ud med holder mine spansk-kundskaber kraftigt ved lige. Vi får begge lyst til en cola og moderen giver mig lov til at tage hende med ud og få en forfriskning tæt ved. Den lille pige tager mig i hånden og vi går ud i natten. Mine nye adoptivdatter og jeg bliver dog alligevel snart indhentet af moderen der nok ikke helt turde lade hende være alene så vi får alle tre en cola. Tilbage i Casa de la Trova spørger Denys mig om jeg er sulten, og ja, det er jeg faktisk. Han tager mig med bagom langs en mørk fugtig passage og ind i et lille hjem hvor han vækker beboeren. Manden i huset står op, beder mig sidde i en stol, han tager lidt færdiglavet mad ud af det russiske køleskab. Hvis bakterier var selvlysende var jeg helt sikkert blevet blændet. Manden begynder at genstege maden, og efter lidt tid får jeg en stor tallerkenfuld af mad, kylling, ris, stegte bananer mm. Det smager fortræffeligt, og mæt uden bivirkninger, går jeg tilbage til Casa de la Trova. Et smut på toilettet er nødvendigt, men af alle steder står et par guitarister og øver sig, og de smiler venligt mens de spiller et kort nummer for mig.

Casa de la Trova lukker til klapsalver men Havanas stjerneklare nat kun lige begyndt.