Den Første Dag

Dagen hvorpå du ankommer til de fremmede nye kulturer er en dag man ser frem til, både på godt og ondt. Godt fordi nu sker det endelig, du skal ud og rejse, ventetiden er forbi, du er spændt på alle de oplevelser der venter dig forude. Men man er også lidt nervøs første gang, for hvordan skal man nu klare sig det første stykke tid, kan man overhovedet klare sig selv spørger man måske sig selv om, og og og... Der er så mange spørgsmål der pludselig hober sig op.

Kina var mit primære mål for min rejse og noget som jeg ville have både tid og penge nok til at færdiggøre inden jeg begyndte på noget andet. Længe inden jeg rejste havde jeg fået tudet ørene fuld at Kina absolut ikke var for unge enlige rygsækrejsende uden erfaring, især sprogbarrieren og virvaret skulle være ret voldsomt sagde folk jeg snakkede med. Alt andet end lige, tænkte jeg, så måtte det jo være med til at gøre oplevelsen og kulturchokket så meget større, så jeg drog af sted. Jeg ankom til Beijing en kold februar morgen.

Mens jeg ventede ved kuffertbåndet i Beijings lufthavn kom jeg i kontakt med en ung tysker der skulle studere kinesisk i Beijing. Vi var tydeligvis begge to på udkig efter en rejsekammerat som vi kunne støtte os lidt til her den første dag. Vi blev enige om at dele en taxa ind til centrum - busser turde vi slet ikke begive os i lag med endnu. Allerede på vej ud af lufthavnen blev jeg stoppet af en politimand der ville se mit pas, formentlig bare for at vise hvem der bestemte, men et udmærket eksempel på de historier jeg havde hørt om Kina hjemmefra. Vi fandt sågar også en taxa, og en engelsktalende lufthavnsmedarbejder der styrede taxaholdepladsen fortalte taxa chaufføren hvor vi skulle hen, nemlig til Den Himmelske Freds Plads, hvorfra jeg og min tyske taxa-kammerat skulle i hver vores retning.

Vi skiltes så på Den Himmelske Freds Plads - og så.... Her stod jeg helt alene, pladsen er enorm og jeg anede ikke hvad der var nord eller syd! Det vandrehjem jeg havde udset mig i min guidebog lå tilsyneladende langt væk fra centrum (en time på gåben fandt jeg senere ud af). Mens jeg stod forvirret og gloede rundt opdagede jeg at alle kineserne stod og stirrede på mig (vesterlændinge er kæmpe turistattraktioner i Kina!). Jeg kunne ikke engang bruge min guidebog til noget da adressen på vandrehjemmet kun stod med latinske bogstaver som ingen kan læse i Kina.

Heldigvis er de kinesere der kan tale lidt engelsk meget villige til at øve sig, så jeg blev snart kontaktet af to unge kinesiske piger der spurgte mig lidt ud. De var kunststuderende og de ville meget gerne vise mig deres kunstgalleri. Det lå i en kælder på den spændende Dhazalan gade tæt derved. Nede i galleriet spurgte de mig først om jeg ville vaske mine hænder (hvilket er en service fandt jeg senere ud af), og jeg sagde modvilligt ja. Pigerne sagde at jeg bare kunne lade al min bagage blive i kælderen mens jeg gik med den ene af dem op i stuen og vaskede hænder. Mens jeg vaskede mine hænder slog det mig pludseligt at den anden pige sikkert var stukket af med al min bagage og jeg skyndte mig ned og forventede det værste. Men da jeg nåede tilbage til kælderen så jeg at den anden pige havde skænket te op, hun havde fundet et par billeder frem samt sin lille engelsk ordbog. Pigernes kunstlærer, en gammel langskægget kineser som var taget ud af et historisk drama fra Confucius tid, var der også. Lad det være sagt med det samme, billederne som pigerne viste mig var fortryllende smukke og de var alle håndmalede. Efter en times snak spurgte jeg om de ikke kunne hjælpe mig med at finde ned til mit vandrehjem, og de sagde selvfølgelig ja - også selvom jeg ikke købte noget af dem, de var nemlig mere end glade bare for at øve deres engelsk. Pigerne fandt hurtigt en taxa og fortalte chaufføren hvor jeg skulle hen.

Da jeg ankom til vandrehjemmet blev jeg lidt forskrækket. Det var en betonblok! Nå, men jeg gik ind og blev kort efter henvist til en sovesal. Sovesalen lå i kælderen, den var beskidt og kold, det samme gjaldt for baderummet og toilettet virkede knap og nap.

Klokken nærmede sig seks og det var tid til at finde sig lidt aftensmad. Udenfor vandrehjemmet lå en slags cafeteria hvilket ligesom vandrehjemmet var meget koldt, både i stil og temperatur. Jeg fik bestilt noget buffet som faktisk viste sig at være en slags suppe. Det var ikke specielt mættende. Jeg gik tilbage til min sovesal hvor jeg fandt ud af at jeg ikke længere var alene. En amerikaner ved navn Trey var kommet tilbage fra dagens sightseeing. Vi hilste på hinanden og han spurgte kvikt om jeg ikke havde lyst til en øl. Hvor spurgte jeg vantro? Derefter viste han mig vandrehjemmets bar/restaurant, den lå omme i den bagerste del af bygningen og var ikke så nem at finde hvis man ikke vidst at det lå der. Waley's Bar som stedet hed var helt anderledes, det var varmt, venligt og billigt. Maden var god, bartenderne var søde og så var der tilmed et par andre vesterlændinge! Den følgende nat festede vi, hørte musik, sang - og endte med at blive godt fulde.

Den næste dag var jeg levende som aldrig før, Riget i Midten lå for mine fødder, jeg var fri og de følgende syv måneder skulle blive de bedste i mit liv.