Caribiens Puls

 

Der er en lille historisk by midt på Cuba, Trinidad hedder den, og den er hjemsted for al den romantik som et besøg på de caribiske øer og især Cuba er forbundet med.

Efter at have været fra spids til spids på Cuba var mit sidste stop den UNESCO fredede by Trinidad, som ligger en halv dagsrejse fra hovedstaden Havana. Cuba i det hele taget minder mest af alt om Sovjetunionen plus lidt sol, her er faldefærdigt til en grad at man oftest betegner Cuba som et 5. verdens land i stedet for et 3. verdens land. Befolkningen er ekstremt fattig og særdeles dårligt forsynet med mad og andre goder. Trinidad er lidt af en undtagelse, ikke fordi befolkningen er rigere, men fordi byen er så gammel - og nu fredet - og ligger så skønt at blokpolitik og planøkonomi fordamper i den bagende tropiske hede.

Jeg var ankommet med bussen fra Santiago de Cuba tidligt om morgenen, og jeg havde faktisk allerede booket et privat værelse på forhånd men til en overpris på 30 dollars. Hurtigt fandt jeg ud af at prisniveauet i Trinidad lå på omkring 15-20 dollars så på busstationen undgik jeg behændigt en person med et stort navneskilt med "JESPER" påmalet og kastede mig i stedet i armene på ung dame med et tilbud på 16 dollars. Vi luntede hurtigt væk fra busstationens virvar og via smalle brostensbelagte gader og pastelfarvede huse kom vi til et lille vidunderligt hus, hvor jeg blev modtaget af moderen i huset. Jeg blev vist op på 1. sal af det lille hus, hvor jeg fik et værelse og et kig ud over den dejlige by fra den næsten endnu dejligere altan med gyngestole.

På 1. sal var der både bad og køkken og et naboværelse hvor der allerede boede en anden gæst, en svensker som jeg senere skulle blive gode venner med. I stuen boede hele familien og under mit besøg i Trinidad skulle vi få mange gode samtaler.

Efter at have læsset af og fået lidt vand i ansigtet gik jeg nedenunder og spurgte om det var muligt at leje en cykel, for 10km uden for Trinidad ligger nogle af Caribiens bedste strande, ved Playa Ancon.. Jeg fik hurtigt en cykel og lidt vejvisning, og så var jeg klar igen - der er intet som at sætte sig op på cyklen i et fremmed land, man får sådan en følelse af man er i gang med at skabe sit eget eventyr.

Med gode ben gik det i høj fart over de brostensbelagte gader og jeg nåede ud af centrum og ud på nogle hullede landeveje. En af de eneste andre cyklister jeg så var en cubaner der i meget høj fart forsøgte at slippe fra en frådende pittbull der havde set sig lun på hans baghjul. Her uden for Trinidad var stadig en del mennesker men pludselig var det hele blevet meget landligt, her var køer og små gårde, og mindre beboede områder. I baggrunden skrånede bjergene sig op og solen bagede ned, det var virkelig idyllisk. Mange af cubanerne vinkede nysgerrigt, og endnu flere pegede mig i modsat retning af hvor jeg var kommet, jeg var nemlig allerede kørt forkert og måtte vende om. Ingen tvivl om at de lokale godt vidste hvorfor jeg var kommet, for strandens skyld. Tilbage i rette retning blev jeg igen udsat for en del opmærksomhed uden at vide hvorfor, men til sidst bemærkede jeg at støttebenet på min cykel sad og dinglede - og cubanerne var åbenbart meget bekymrede for mit velvære - så jeg stoppede op for at fikse problemet. Da jeg ikke er den mest habile handyman kom en venlig mand hen til mig, pillede lidt ved cyklen så den virkede igen og spurgte hvor jeg kom fra. "Fra Danmark" svarede jeg, "nå, han havde da også en ven i Danmark" og udtalte på perfekt dansk et navn jeg nu har glemt.

Jeg nåede endelig til stranden efter en lille times tid og hvilken strand, kridhvidt sand, palmer i endeløse rækker, turkisfarvet let bølget vand, næsten ingen mennesker.

Tilbage på værelset senere på dagen var svenskeren stået op - efter en hård nat - og Mani skulle blive en god bekendt. Der gik ikke længe før vi havde kolde colaer og masser af den vidunderlige Havana Club Anejo Especial - rommen over dem alle. Mikset med en sjat cola har du den berømte Cuba Libre. Fra altanen sad vi så, gyngende i vores gyngestole og med musik fra gaden, og nød den den sene eftermiddag. Hos genboen boede desuden en ældre kvinde og et par ældre mænd og det varede ikke længe inden de sendte venlige smil og vink mod os. Vi luntede over til genboen, og blev budt velkommen med Rum-sjusser. Straight naturligvis.   Den ældre dame var varm og venlig og udstrålede et langt og oplevelsesrigt liv, mens de to mænd livligt snakkede om alt fra politik til kvinder. Vi skålede og nød hvert et minut af cubanernes venlighed. Efter en times tid, var vi tilbage på altanen, hvor solen nu gik ned.

Heldig som man kan være, var der mens jeg var i Trinidad, den årlige musik- og kulturfestival. Så på den centrale plaza og op ad de omkringliggende trapper var der pakket med mennesker, kunstnere og musikere. Cubansk folkemusik og reggaeton bragede ud, og inden længe var Mani og jeg allerede godt i gang med at charmere os ind hos de lokale skønheder. Det blev også til en interessant samtale med en tidligere Bazooka-soldat fra Cubas militære intervention i Angolas borgerkrig. Med masser af Rom, en lun aften og en masse mislykkede forsøg på at danse salsa blev vi hurtigt enige om at Trinidad er den absolut bedste årsag til at besøge Cuba.