En Rejse Med Tålmodigheden På Prøve

 

Nueva Estrella, den nye stjerne på spansk. Husk navnet. Busser er en charmerende transportform, især når man står midt i mylderet på en busstation og ikke aner hvad der er hvad. Argentina er med rette stolte af deres bus-net og det er markant mere veludviklet end de fleste andre latinamerikanske landes. Her er nummererede platforme, afgangs- og ankomstskærme, kiosker mm. Med ro i sindet var jeg taget ned på Saltas busstation for at købe en billet videre, hovedstaden i Paraguay som var mit endelige mål. De fleste rejsende som kommer til Salta kommer for det meste oppe fra Bolivia på deres rejse mod Buenos Aires eller det sydlige Brasilien. Nogle rejser den anden vej mod Bolivia og Peru. I det hele taget er Salta en temmelig fast del af backpacker-ruten gennem Andesbjergene og så alligevel ikke, for her er tilpas langt fra alting til at det bliver en destination i sig selv. Min destination var en yderligere afvej fra alting nemlig byen Clorinda som er grænseby til Asunción, hovedstaden i Paraguay som var mit endelige mål og landet som de færreste rejsende til Sydamerika skænker en tanke. Busstationens mange selskaber havde ruter til hver en plet i Argentina, men næsten ingen til ubetydelige Clorinda, kun selskabet bagerst i hallen, Nueva Estrella, havde ruter dertil. Uden problemer fik jeg da også købt en billet til dagen efter og alt var klart. Afgang 1300.

Dagen efter. Kl. 1600. Jeg svedte stadig på Saltas busstation da Nueva Estrella tre timer forsinket endelig ankom. Jeg glædede mig virkelig til en lang komfortabel tur i bløde tilbagelænede sæder, hvilket er normen, i en bus med kølig aircondition. Jeg fik endda også plads på forreste række på øverste dæk, god udsigt tænkte jeg. Efterhånden blev bussen godt læsset med mennesker, men jeg fik ingen sidemand, ikke før efter jeg havde vænnet mig til tanken om ekstra armplads. En arisk blond plattysker og mennonit (ultra-ortodokse kristne som afviser omverdenen) som svedte som en gammel græker, satte sig ved siden af mig. Han stank langt væk af sved, og jeg tænkte at det var lige tarveligt nok af Vorherre at placere mig ved siden af en af hans svedige undersåtter. Vi fik da udvekslet et par høflige gloser på tysk og jeg satte blæseren på max. Sveden skulle blive det mindste af mine problemer de følgende dage.

Bussen satte i gang og aircondition virkede fint. Rejsen til Clorinda gik over et område der kaldes Gran Chaco, eller det grønne helvede, pga. af den ekstreme tørke og hede samt den tætte bevoksning af tjørnebuske. Det sidste sted i verden man ønsker at gå i stå med en bus. I det sene tusmørke begyndte bussen at ryste lidt og vi stoppede, alle steg ud, og jeg kunne med egne øjne se det ubarmhjertige landskab. Den næste halve time kunne jeg kun kigge på at chaufførerne rodede med motoren, omkring mig summede nattens dyr. Men bussen kom i gang igen, og vi fortsatte rejsen. Omkring kl. 1 var den dog gal igen, bussen rystede igen fra motoren og i en time kørte vi i sneglefart og aircondition blev slået fra, vel for at spare på kræfterne. Vi nåede frem til en flække midt ude i ingenting. Vi steg ud, godt svedige og pirrelige over det gamle lort af en bus. Landsbyen var bare en række af huse hvor der var en mekaniker der den nat fik ødelagt sin nattesøvn. Uden vand, i kvælende nattehede og med kryb summende og kravlende omkring mig stod jeg atter og beskuede argentinske mekanikeres uduelighed. Timerne gik. Og gik. I den lille flække var der desuden en kærlig hund som naturligvis inden den kastede sin kærlighed på mig, tog et dejligt mudderbad i den eneste vandpyt der fandtes i hele dette tørre sletteland. Så fik jeg også tilført "møgbeskidt" til min i forvejen usle status som svedig, tørstig, sulten, træt, hidsig. Mekanikerens hjem lå dog lige ved så jeg bankede på døren og gik ind til familien som sad i køkkenet og bad om lov til at vaske pladderet fra hunden af. Lidt fremskridt var der da. Omkring kl. 4 var bussen i gang igen. Tak Gud. Men stadig ingen aircondition så de næste 10 timer blev et helvede af en bustur, om end vi i det mindste bevægede os.

I byen Resistencia skulle alle af, undtaget jeg. Chaufførerne fortalte mig så at denne bus ikke skulle fortsætte og at en anden bus ville komme om en halv time og køre mig videre. Lidt mistroisk stod jeg af på den støvede busstation. En halv time går nok. Efter fire timer og masser af diskussioner med et vrøvlende fjols af en Nueva Estrella salgsmedarbejder, fik jeg betalt en billet til den resterende tur men med et andet, lidt mere pålideligt selskab. Omkring kl. 17 kom så min nye bus, og i samme øjeblik tøffede Nueva Estrellas bus til Clorinda ind på terminalen. Det var den samme bus som før, med de samme chauffører. De havde såmænd bare taget en velfortjent middagslur. I mit sind fløj mange forbandelser i deres retning. Ombord i min nye bus opdagede jeg at der var overbooket og jeg måtte finde plads på gulvet, godt sammenkrøllet. Efter to yderligere timer kom vi til Clorinda, og grænsen til Paraguay. Som en zombie passerede jeg paskontrollen og fik stemplet. Hoppede ind i en lille minibus ind til centrum, blev læsset af, nu i aftenmørke, et sted uden for noget som helst centrum. Ind i en taxi som jeg fortalte navnet på et hotel jeg havde læst om. I en halv time cirklede vi rundt og igennem diverse slumkvarter før jeg endelig fik overbevist taxichaufføren om at jeg ikke ville hen på hans hotel men på mit eget anbefalede hotel. Hotellet viste sig at være et lejlighedshotel og ved rent og skær held var den ellers ikke tilstedeværende administrator på vej ud af døren. Jeg blev pænt vist indenfor, blev vist en lænestol og jeg blev tvangsinvolveret i en lille hyggesamtale med den ellers meget venlige mand. At han snakkede indianernes Guarani-sprog blandet med spansk gjorde det ikke nemmere.

Endelig blev jeg vist et rum i denne meget uhyggelige modernistiske betonblok, en pænt værelse med køleskab. I køleskabet levede for øvrigt i bedste velgående en hel lille kakkerlak-familie. Jeg besluttede mig for at holde køleskabet godt lukket. Et bad senere følte jeg mig lidt mere ovenpå, men stadig underernæret gik jeg ud i denne gudsforladte mørke hovedstad. Intet liv, undtaget soldater der hist og her stod vagt. Alt var dødt, ingen kiosker, barer, restauranter. Og heden var dræbende, Asuncíon ligger lavt ved Rio Paraguay. Ved et lykketræf stod der denne sene aften en pølsemand der også solgte forfriskninger, så jeg slæbte alt hvad jeg kunne tilbage til hotellet. Tændte for den slidte aircondition og ignorerede alle historier om folk der er døde af legionærsyge pga. beskidte klimaanlæg. Klokken var ca. 2400, og det var mange mange timer siden jeg gik ombord i Nueva Estrellas rutebus til Clorinda.

At den følgende dag skulle blive en større kamp for at finde et fly så hurtigt som muligt ud af landet, er en mindre interessant historie. Kun min adminstrator-ven på hotellet og hans ivrige forsøg på at hjælpe mig, gav bonus i form af en sen eftermiddagsbillet mod Sao Paulo.