Rio de Janeiro Blues

 

Mit andet besøg i Rio, og med en følelse af at være på hjemmebane var jeg faldet godt ind i de daglige rutiner, heriblandt det obligatoriske besøg på Internetcafeen i stueetagen af den ejendom hvor jeg boede til leje. Jeg finder mit til rette ved en PC i hjørnet og begynder at emaile da to unge sorte mænd kommer ind. I starten kigger de sig skræmt rundt inden den ene siger noget på portugisisk som jeg ikke opfanger. De gentager et par gange, og de andre på cafeen fortsætter deres gøremål. På et tidspunkt bemærker jeg at den ældste af de to mænd/drenge har en pistol i lommen, som han da tydeligvis også lader alle vide. Herefter bliver deres gøremål helt klare (hvis de da allerede ikke var det...). Jeg tænkte om det var nu det var slut, lader de kuglerne regne ned over os? Lidt forvirret og realitetsafvisende spørger jeg hvad der foregår, og straks hopper den yngste af de to hen til mig og råber "mooooney"...han tager mit armbåndsur og et par småpenge fra mig. Straks efter smutter de, med et par mobiltelefoner, kameraer og mit ur. Den unge pige i cafeen er tydeligt rystet og græder, men snart dukker to politibetjente samt ejeren af cafeen op. De snakker lidt frem og tilbage og jeg gør opmærksom på at jeg har mistet mit ur og vil have en politirapport til rejseforsikringen. Lidt efter går jeg, politiet, pigen fra cafeen og ejeren hen til politistationen der ligger få hundrede meter derfra. Ejeren og jeg får en lille samtale undervejs hvor han fortæller der blev stjålet over 2000 dollars fra cafeen.

Bureaukratiet er omfattende i Brasilien, og alle turister skal henvende sig til turistpolitiet i den anden ende af Rio, så jeg bliver bedt vente indtil jeg kan blive afhentet af nogle andre betjente. En god halv time senere kommer to betjente, en mand og en kvinde, og henter mig. Jeg bliver bedt om at sætte mig om bagi den lille Fiat. Tilsyneladende en top-tunet Fiat, for nu begynder næste del af "Rio de Janeiro Blues", en fortælling om en mandlig politibetjent der altid har drømt at gå i Ayrton Sennas fodspor og som med al tydelighed betragter Rios gader som sin egen racerbane. Så med sirener, hjulspind, blå blink og skarpe sving tordner vi gennem Rios nat. Den kvindelige betjent er tydeligvis vant til det, og griner lidt, mens jeg er ved at blive kvalt op til flere gange af min sikkerhedssele.

Vel fremme, trods alt, ved turistpolitiets hovedkontor sætter vi os ind på kontoret. Tre unge engelsk-talende piger tager imod, og vi venter...og venter, mens de tre piger skvadrer i et tempo jeg sjældent har hørt før. Jeg får en større formular jeg skal udfylde og efter noget tid er jeg færdig, om end de tre piger fortsætter deres samtale i ufortrødent tempo. Jeg begynder at snakke med den unge kvindelige betjent, samtalen falder på hendes pistol og hendes arbejdstider. Efter at have rykket de tre unge piger for en tidshorisont, rejser den ene sig pludselig op, og giver sig til at renskrive hvad jeg har skrevet....! Her gik jeg og troede vi ventede på en helt fjerde person men så er det de selv samme piger der bare skvadrer løs der også skulle ordne mine papirer. Hønsegård!

Endelig færdig vil de to flinke betjente køre mig hjem igen, og det går, naturligvis, i vanligt Formel 1 tempo. Pludselig stopper bilen og en ung fyr hopper ind, viser id og siger noget meget hurtigt som jeg ikke opfanger, noget med at hans familie er blevet væk. Herefter cirkler vi atter rundt i kvarteret og finder ikke hvad vi end søgte, den unge mand hopper ud, og den kvindelige betjent ryster på hoved..." en tosse" siger hun. Jeg bliver kort efter sat af på mit gadehjørne, takker pænt og lunter op i lejligheden. Klokken var tolv, Rio havde vist sig fra sin anden side, og trods alt, hvor var det fedt.